Mon jeg stadig kan fremkalde lysten til at male? Omtrent sådan lød mit spørgsmål til mig selv i løbet af efteråret.
For omkring 10 år siden fik jeg aha-oplevelse af den slags, som sætter spor bagefter. På det tidspunkt var jeg koordinator af frivillighuset Skt. Paulsgade, hvor omkring 100 amatørmalere fordelt på 8 forskellige hold en gang om ugen udlevede deres glæde ved at male akrylmalerier. Kontakten til de glade amatørmalere medførte efterhånden en trang til selv at prøve kræfter med maleriet. Birthe blev min læremester. Birthes stil og farvevalg faldt godt i min smag, så det var ikke helt tilfældigt, at det blev Birthe, jeg opsøgte, da jeg første gang skulle sætte kulør på et lærred.
Den eneundervisning en torsdag eftermiddag i malelokalet i Frivillighuset Skt. Paulsgade blev skelsættende. Jeg blev bidt af maleriet, drømte om farver og kompositioner om natten, malede i stedet for at lave mad, når jeg kom hjem fra arbejde, producerede og solgte i en pæn lind strøm. Total autodidakt var jeg og alligevel deltog jeg i et par udstillinger, endda med salgssucces. For at blive dygtigere og få mere viden, meldte jeg mig på kurser på Kunstakademiet i Århus. Der fik jeg teori bag min praksis, lærte nogle værktøjer – og mistede lysten til at male. Pludselig blev det klart for mig, hvor svært det var. Før kunstakademiet havde jeg haft det lidt som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve.
Jeg lagde penslerne på hylden. Et par gange prøvede jeg til igen på forskellige kurser. Jeg savner maleriet. Men kunne ikke lige finde inspirationen igen.
Indenfor en overskuelig årrække stopper jeg på arbejdsmarkedet og tiden vil ikke længere være en forhindring for min maleriske udfoldelse. Johan har oven i købet stillet mig i udsigt, at han vil bygge et lille atelier til mig.
Derfor er det relevant at spørge: kan jeg stadig fremkalde lysten til at male.
Weekendens kursus i abstrakt maleri vækkede begejstringen igen. Skabelsesprocessen med farver og pensler er vanskelig og krævende, men givende og betagende. Der ligger noget og venter på at komme til udfoldelse. Vi kan så småt begynde at tegne skitser til det lille atelier.
http://kunstogdesign.dk/wp-content/uploads/2014/07/Dagskole_katalog_efterar14_03.pdf
Skriv et svar