Jeg har været i Grønland. Der troede jeg ellers aldrig jeg ville komme. Det har ikke lige ligget øverst på min rejseliste. Men sådan kan virkeligheden jo ændre sig. Jeg har tidligere også været i New Zealand – 12 gange faktisk. Der troede jeg heller aldrig, jeg skulle komme. Det lå alt for langt væk og virkede udenfor rækkevidde. Men sådan kan virkeligheden jo ændre sig.
Der er ikke grænser – i hvert fald ikke landegrænser for, hvad ens børn kan få en til 😉
Så nu har jeg set Grønland – eller det har jeg selvfølgelig ikke. For jeg har “kun” været i Nuuk og kun i fem dage. Men det jeg så gjorde indtryk.
Jeg så et storslået land med højt til loftet – i bogstavelig forstand. Jeg så et landskab, hvor farverne står skarpt, hvor blåt er virkelig blåt og i mange nuancer, hvor gråt er gråt og i mange nuancer, fordi naturen her har sin helt egen farvepalette. Jeg oplevede en natur så mægtig, at jeg selv følte mig mikroskopisk lille og ubetydelig i den store sammenhæng.
I mange naturhenseender har New Zealand og Grønland noget til fælles.
Set med kunstneriske briller har besøget efterladt ny inspiration.
Grønland har også en bagside, men som i de fleste sammenhænge beslutter man jo selv, hvor ens fokus skal være. Jeg valgte at se det smukke og jeg glæder mig over endnu engang at have haft muligheden for at følge efter mine børn for at se, hvad det er, der driver dem ud i den store verden.Hvad det er for en virkelighed, de i kortere eller længere tid ( eller for altid :-)) har valgt at slå sig ned i.
Og en ægte grønlandsk kaffemik oplevede jeg også
Skriv et svar