I den forgangne uge vinter-ferierede de tre ældste børnebørn tre en halv dag sammen med deres mor hos mormor og morfar.
Det kunne nemt være gået op i alenetid med hver sin iPad, men sådan gik det ikke. Som den mellemste udtrykte det: “Man ved aldrig, hvad der skal ske her hos jer”. I den udtalelse ligger, fornemmer jeg, både en erfaring om, at man ikke får lov kun at sidde stille hen, men også – hvis man tolker det positivt, en forventning om nye oplevelser.
Jeg tager gerne forpligtigelsen på mig med at sammensætte et ferieprogram, som udover kulinariske forkælelser ( her taler vi om hjemmelavede burgere, forloren hare med sovs og kartofler og pandekager til aftenkaffe) også indeholder en eller anden oplevelsestur. Der må gerne være lidt “dannelsesrejse” over et besøg hos bedsteforældre. Heldigvis er de her tre poder ikke fremmede overfor kulturoplevelser. Faktisk plagede den ene om at få lov at komme på Aros – igen 🙂
Aros blev det dog ikke til i denne omgang. Mormor havde andre planer. Vi skulle besøge et mosefund. Jeg er ikke sikker på, at det var faldet i god jord at sige, at vi skulle på forhistorisk museum. Alene ordet museum kan afskrække de fleste børn. Hvem mosefundet var, gættede de hurtigt og var mere eller mindre begejstrede for ideen. Demokratiet bliver sat ud af kraft, når det gælder feriens kulturelle oplevelse. Her er det mormor og/eller morfar, der bestemmer. (Den der betaler, bestemmer, sådan er det).
Grunden til at skrive om besøget hos Gravballemanden på det nye Moesgård Museeum er for at fortælle om en succes af de store, når vi snakke kulturoplevelser med børn.
Stor, stor ros til MONU
Og stor opfordring til andre bedsteforældre om at arrangere et møde med Grauballemanden. P.S. Afsæt god tid til besøget.
Skriv et svar